Grenelle 2015:

Perpignan som førende i miljø og klima 2015

Byen Perpignan har sammen med alle de omliggende kommuner besluttet at blive Europas første 100% energineutrale og mest miljøvenlige by i 2015. En omfattende økonomisk-politisk aftale er indgået med den franske stat, og planen er den hidtil mest ambitiøse af sin slags i Europa. Grenelle 2015, som planen hedder, omfatter en række tiltag, der blandt andet fokuserer på byudvikling, vedvarende energi, landbrug og transport. Læs mere her.

Bæredygtig udvikling

En af projektets hovedpointer er, at tingene skal udvikle sig naturligt og organisk. Regionens byer skal udvikles i overensstemmelse med deres egenart og eget kulturelle præg, men samtidig hele tiden finde bæredygtige løsninger til at understøtte denne udvikling. Man betragter overordnet regionen med Perpignan i centrum som et grønt øhav, hvor byerne som de enkelte øer  i havet skal plejes og udvikles i pagt med naturen; det omliggende, grønne ”hav”. Perpignan og byens departement Pyrenées-Orientales har den for tiden største tilflytning af nye beboere i Frankrig. Det øger presset på regionens byudvikling, og programmet omfatter derfor en lang række tiltag, der skal sikre den ønskede organiske udvikling; alt fra økonomiske støtteprogrammer til udskiftning af gammel, forurenende teknologi med nye, grønne løsninger og opførelse af energineutral beboelse, til moderne renovation, udvikling af cykel- og gangstuer, grønne områder, parkering udenfor byen i kombination med kollektiv trafik og så videre og så videre.

Ren energi som eksportvare

Energimålene er ambitiøse: I 2015 skal regionen producere mere vedvarende energi, end den selv forbruger. Midlerne består i en massiv udnyttelse af området to altdominerende naturressourcer:  sol og vind. Med 300 solskinsdage om året åbner himlen sig nærmest som en slags tag-selv-bord, og Middelhavets forskellige vinde og briser udgør tilsvarende et uendeligt reservoir af energi, der er lige til at tage ned og benytte.  Strategien er at gøre energien ikke alene ren, men også så rentabel, at der kan tjenes penge på at eksportere den til andre regioner eller til Spanien. Det økonomiske incitament, som man hermed giver energibranchens aktører, synes at være garanten for den eksplosive udvikling, man ønsker sig. Det kan simpelthen blive en rigtig god forretning, og investorerne flokkes da også om de mange programmer, som planen indeholder.

Kortere fra jord til bord

Landbruget er en anden vigtig faktor i miljøplanen. Regionen Langudoc-Roussillon, hvor Perpignan er placeret, er Frankrigs fattigste, og landbruget – præget primært af vin, frugt og grøntsager – har traditionelt haft vanskelige økonomiske betingelser, men er samtidig vitalt for den regionale økonomi. Derfor gælder her som for energiproduktionen, at miljøforbedringer og rentabilitet må og skal gå hånd i hånd. Igen er det regionens milde klima, der er den vigtigste ressource, og man vil blandt omskole landmænd til at udvikle nye, økologiske produkter og forlade andre og mere forurenende afgrøder. Fødevareproduktionen skal i højere grad koncentreres i selve regionen, så vejen fra jord til bord bliver kortere og forureningen ved transport reduceres markant, og så regionens gastronomiske egenart (der jo også omfatter den catalanske kultur) i højere grad end nu kan understøtte den økologiske, bæredygtige kulturturisme.

Ren transport

På transportområdet har man allerede i 2008 indledt en offensiv for den kollektive trafik ved at reducere billetprisen på alle departements busser til én Euro, uanset ruten, hvor den førhen for de længste ruter kunne være mere end 20. Dette har på kort tid mangedoblet passagerantallet. Byen Perpignan har allerede i de seneste år satset stort på dette område og har for eksempel udviklet en moderne og meget velfungerende ordning for bycykler, der er blevet en kæmpe succes. De forskellige programmer følges op i den kommende år med en række store infrastruktur-projekter med udvikling af trafiksikre cykelstier mellem områdets byer, særlige busbaner i byerne og på visse regionale vejstrækninger, samt flytning af godstransport fra lastbiler til jernbane.

Et folkeligt projekt!

Politikerne ved godt, at et gigantisk og top-ambitiøst projekt som dette ikke kan lykkes uden folkelig opbakning. Det kan ikke presses ned over folk fra oven  - det må gøres til en folkebevægelse. Derfor følges planen op af et kæmpemæssigt program med høringer, workshops, eksperimentarier, udstillinger, konkurrencer og meget andet, der alt sammen har til formål af få folk med; at gøre Grenelle 2015 til et fælles projekt. Og i en region, hvor man med en lang kyststrækning til et Middelhav, der siges at kunne stige med op til 2 meter i løbet af de næste 50 år, og med et landbrug, der er ekstremt følsomt overfor store udsving i klimaet, er det ikke svært at skabe interesse. Så Perpignan og departementet Pyrenées-Orientales skal nok nå sine mål: Europas førende miljø- og energiby i 2015!

Se mere om Grenelle 2015 her (for de fransktalende)